Arbejdsmiljøkonsulent til Socialforvaltningen, Københavns Kommune

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Ser du ligesom os arbejdsmiljøet som en hjørnesten i en velfungerende organisation? Og vil du være med til at sikre, at det er sikkert og sundt at gå på arbejde i Socialforvaltningen? Så er dette måske stillingen for dig.

Om stillingen
Som arbejdsmiljøkonsulent i Socialforvaltningen får du en central rolle i at styrke og udvikle arbejdsmiljøet på tværs af vores mange arbejdspladser. Du kommer til at arbejde praksisnært med at forebygge arbejdsmiljøudfordringer i Socialforvaltningens centre, områder og tilbud. I en stor del af din arbejdstid vil du derfor være i dialog med eller ude på Socialforvaltningens arbejdspladser.

Der er vedtaget en ambitiøs arbejdsmiljøstrategi, der skal sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø i Socialforvaltningen. Herunder nedbringelse af vold og trusler om vold, mestring af høje følelsesmæssige krav i arbejdet og forflytning. Som arbejdsmiljøkonsulent skal du bidrage til at omsætte det strategiske fokus til konkrete tiltag og sikre implementering på forvaltningens arbejdspladser.

Du bliver en del af et engageret arbejdsmiljøteam, hvor vi lægger vægt på videndeling, faglig sparring og fælles udvikling. I enheden vil der være et tæt samarbejde med HR-partnere og organisationskonsulenter, og vi har et tæt samarbejde med Arbejdsmiljø København, som er Københavns Kommunes rådgiver om arbejdsmiljø og arbejdsliv. Vi prioriterer det gode samarbejde og at skabe fælles løsninger med andre enheder og centre i både administrationen og driften.

Om dig
Vi søger dig, der motiveres af at hjælpe ledere og arbejdspladser til at have et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Derudover lægger vi vægt på, at du

  • har viden om arbejdsmiljøområdet – enten fra studenterstillinger eller via relevant uddannelse
  • trives med at have mange kontaktflader og indtage en rådgivende rolle
  • arbejder struktureret og er en dygtig formidler både mundtligt og skriftligt
  • har gode samarbejdsevner og kan kommunikere på flere forskellige niveauer
  • tager ansvar og kan planlægge og tilrettelægge dine arbejdsopgaver selvstændigt
  • kan bevare overblikket og roen også i situationer, hvor opgaven tilsiger, at der skal handles hurtigt

Dine opgaver vil blandt andet være at

  • hjælpe arbejdspladserne i forbindelse med arbejdstilsynssager – både før, under og efter besøg
  • give råd og vejledning om Arbejdstilsynets krav samt arbejdsmiljølovgivning og interne retningslinjer i Socialforvaltningen
  • omsætte arbejdsmiljøstrategien til konkrete tiltag og sikre implementering – fx fælles sikkerhedsinstrukser
  • rådgive og bistå lokale ledere og arbejdsmiljørepræsentanter i at håndtere lokale arbejdsmiljøudfordringer

 Hos os får du

  • gode muligheder for at udvikle og implementere arbejdsmiljøløsninger, der skaber værdi på tværs af organisationen og for den enkelte arbejdsplads til gavn for trivslen og borgerne
  • høj faglig sparring med dygtige og engagerede kollegaer
  • mange samarbejdsflader – vi prioriterer det gode samarbejde og at skabe fælles løsninger med andre enheder og centre i både administrationen og driften
  • fleksible rammer for arbejdet - vi arbejder både ude i driften, på kontoret og hjemme

Om os
Du bliver en del af enheden Ledelse og Arbejdsmiljø, som er en ud af fem enheder i Center for HR og Organisation. Her arbejder vi bl.a. for at sikre god trivsel og et sikkert og sundt arbejdsmiljø, en velfungerende MED-organisation og god ledelse i Socialforvaltningen. Der er omkring 100 medarbejdere i Center for HR og Organisation fordelt på fem enheder. I Ledelse og Arbejdsmiljø er vi syv arbejdsmiljøkonsulenter og en faglig koordinator, seks organisationskonsulenter og tolv HR-partnere.

I de administrative centre, som Center for HR og Organisation er en del af, understøtter vi Socialforvaltningens driftscentre, så de kan tilbyde den bedste service og ydelse til borgere med særlige behov. Vi dækker en bred vifte af HR- og organisationsudviklingsopgaver og bistår borgmesteren, det politiske udvalg og direktionen i arbejdet med at sætte rammen for den strategiske udvikling af organisationen.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold sker efter overenskomst for akademikere ansat i kommuner og afhængigt af kvalifikationer og erfaring.

Du vil blive indplaceret som fuldmægtig. Der er tale om en fastansættelse på 37 timer ugentligt med tiltrædelse den 15. august 2026 eller snarest derefter.

Der er mulighed for hjemmearbejde efter aftale.

Vil du vide mere?
Du er meget velkommen til at kontakte faglig koordinator Rikke Reitzel på 20 53 49 32 eller mail QA09@kk.dk, arbejdsmiljøkonsulent Martin Høy på 51 52 56 48 eller mail A75P@kk.dk eller enhedschef Mette Blangshøj på 24 43 73 91 eller mail M18I@kk.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Søg via linket senest onsdag den 10. juni 2026
Vi holder samtaler den 16. og 17. juni 2026.